Undgå plagiering: Citat etik og bedste praksis

Et afvist manuskript er dårlige nyheder. En tilbagetrækning på grund af plagiat følger en forsker i årevis bagefter og dukker op i databasesøgninger længe efter, at den oprindelige tvist er glemt. At undgå plagiat handler ikke kun om at undgå en markeret Turnitin-rapport før indsendelse. Det betyder at forstå, hvor grænsen går mellem at bygge videre på en andens arbejde, hvilket er det, citater er til for, og stille og roligt at bære en andens sætninger som dine egne. Redaktører bemærker forskellen med det samme, og det samme gør den software, der scanner hver indsendelse, før en menneskelig korrekturlæser åbner filen. Denne guide gennemgår, hvad plagiat faktisk dækker over, hvorfor en enkelt lighedsprocent ikke kan afgøre spørgsmålet alene, og hvordan man parafraserer, citerer og citerer på en måde, der holder under granskning fra et tidsskrift, et afhandlingsudvalg eller et finansieringsorgan.

Hvad plagiat egentlig betyder for en arbejdende forsker

Ordbøger definerer plagiering enkelt, men tidsskriftredaktører arbejder ud fra en mere lagdelt version. Buckwalter og kolleger beskriver det i Journal of Orthopaedic Research tydeligt som et angreb på integriteten af ​​videnskabelig forskning, en formulering der er vigtig, fordi de fleste tidsskriftpolitikker behandler plagiering som en form for forskningsmisbrug snarere end en skrivefejl. At kopiere et afsnit fra en lærebog uden anførselstegn er plagiering. Det samme er at kopiere en karakteristisk sætning fra en konkurrents bevillingsansøgning, genbruge et resultatafsnit fra din egen kandidatspeciale i en tidsskriftartikel uden offentliggørelse eller lade en medforfatters bidrag optræde under dit navn alene.

Hensigten afgør meget lidt her. Gasparyan og kolleger, der gennemgår strategier til plagiatdetektion i Journal of Korean Medical Science, bemærker, at overlap kan være forsætlig eller utilsigtet, og at ikke-engelsktalende personer, der har engelsk som modersmål, uforholdsmæssigt ofte markeres af similarity-software, simpelthen fordi de læner sig op ad kildefraser, samtidig med at de opbygger flydende akademisk engelsk. En redaktør, der modtager et markeret manuskript, har sjældent tid til at undersøge motivet. Similarity-rapporten og manuskriptets egen referenceliste taler det meste, hvilket netop er grunden til, at det er vigtigere at forstå mekanismerne end at kende ordbogsdefinitionen.

De fem måder, hvorpå plagiat optræder i et manuskript

Redaktører og forskningsintegritetskontorer sorterer generelt plagiering i en håndfuld genkendelige mønstre. Nogle er direkte. Andre glider forbi ved første læsning og dukker først op, når en lighedstjekker fremhæver overlapningen.

Patchwriting fortjener nærmere opmærksomhed, fordi en omhyggelig forsker kan producere det uden at ville det. Sætninger omformuleres nok til at føles originale, mens den nedenstående argumentation stadig tilhører en anden. Det er præcis det hul, det næste eksempel gennemgår.

Undgå plagiering i praksis: Et eksempel på patchwriting

At se patchwriting ved siden af ​​en ren parafrase gør forskellen konkret. Forestil dig en kildetekst, bygget her udelukkende til illustration, der forklarer, hvorfor tilfældig tildeling er vigtig i et klinisk forsøg.

Original passage (illustrativ, ikke en faktisk publikation)
"Randomiserede kontrollerede forsøg er fortsat den foretrukne metode til at fastslå årsagssammenhænge med behandlinger, fordi tilfældig allokering fordeler både kendte og ukendte konfoundere ligeligt mellem studiegrupperne."

Patchwritten version (stadig plagiat, selv med en vedhæftet kildehenvisning)
"Randomiserede kontrollerede forsøg er fortsat den foretrukne metode til at bestemme årsagssammenhænge med behandlinger, da tilfældig tildeling spreder både kendte og ukendte forstyrrende variabler ligeligt på tværs af de to studiegrupper."

Kun en håndfuld ord ændrede sig. "Remain" blev til "continue to be". "Preferred method" blev til "favored approach". Sætningsrækkefølgen, logikken og påstandsstrukturen forblev identisk med originalen. Rebecca Moore Howard, der opfandt udtrykket patchwriting i et bredt citeret essay fra 1993 om studerendes skrivning, definerer det som at kopiere fra en kilde og derefter slette ord, ændre grammatiske strukturer eller erstatte et synonym med et andet. Tilføjelse af en henvisning til en patchwritten sætning løser ikke det underliggende problem, fordi henvisningen anerkender ideen, mens sætningen i sig selv stadig låner en andens nøjagtige ræsonnement og formulering.

Korrekt omskrevet og citeret version
"Det, der rent faktisk gør et randomiseret forsøg nyttigt til at teste årsag og virkning, er selve randomiseringen. At tildele deltagere til grupper ved tilfældigheder udligner forstyrrende variabler, herunder dem, som ingen havde tænkt sig at måle på forhånd, uden at forskeren behøver at vide, hvad de alle er (henvisning til den oprindelige kilde følger her)."

Bemærk, hvad der er ændret ud over formuleringen. Parafrasen åbner fra en anden vinkel, omstrukturerer logikken omkring et nyt udgangspunkt og genopbygger sætningen i stedet for at omdøbe den oprindelige. Et direkte citat fungerer også, forudsat at det står i anførselstegn med kilden tydeligt nævnt, for eksempel ved at bemærke, at tilfældig fordeling "fordeler både kendte og ukendte konfunderende faktorer ligeligt mellem studiegrene", en påstand, der åbent tilskrives kilden snarere end præsenteres som forfatterens egen observation. Det, der adskiller acceptabel parafrasering fra patchwriting, er ikke ordantal eller hvor mange synonymer, der er blevet byttet om. Om sætningen stadig tænker, som den oprindelige kilde tænkte, er det, der rent faktisk afgør det.

Hvorfor en lighedsscore alene ikke beviser, at du undgår plagiering

Tidsskrifter bruger software som iThenticate, Turnitin og Crossrefs Similarity Check til at markere overlappende tekst, før en redaktør overhovedet læser en indsendelse. Disse værktøjer sammenligner et manuskript med en database over publicerede artikler, afhandlinger og webindhold og returnerer derefter en procentdel, der viser, hvor meget tekst der matcher eksisterende kilder. Mange forfattere behandler dette tal som en bestået eller ikke-bestået karakter. Udvalget for Publikationsetik (COPE) afviser eksplicit denne tilgang og angiver, at det ikke anbefales at bruge en specifik procentdel af duplikering eller overlap som et benchmark for at udføre en undersøgelse.

Flere faktorer er vigtigere end det rå tal.

• Hvordan den overlappende tekst er fordelt. Et par korte sætninger spredt ud over et langt manuskript giver mindre anledning til bekymring end flere sammenhængende afsnit, der matcher én kilde.
• Hvor overlapningen ligger. Standardmetoder, der beskriver et standardassay eller et valideret spørgeskema, behandles anderledes end overlapning i diskussionen eller konklusionerne.
• Hvad kilden er. Et korrekt citeret uddrag, en referenceliste eller et standardparagraf i en samtykkeerklæring vil altid vises som et match uden at være misbrug.
• Feltnormer. Nogle discipliner producerer naturligt lignende formuleringer omkring fælles protokoller; andre gør ikke.
• Om overlapningen er forskerens eget tidligere publicerede materiale, hvilket rejser et spørgsmål om tekstgenbrug snarere end et spørgsmål om plagiat.

En høj lighedsscore er en tilskyndelse til, at et menneske ser nærmere på det, ikke en dom i sig selv. En lav score er heller ingen garanti, da et veludført patchwriting-job kan slippe forbi software, der er bygget til at fange ordrede matches i stedet for lånte sætningsstrukturer.

Selvplagiat og tekstgenbrug: Den blinde plet i at undgå plagiat

Genbrug af dine egne ord føles harmløst. Du skrev sætningen én gang, så det at skrive den igen bør ikke være tyveri på samme måde som at kopiere en fremmeds afsnit. Redaktører og integritetsorganer er ikke helt enige. COPE definerer tekstgenbrug som genbrug af ens egne tidligere skrifter uden at være gennemsigtig omkring det eller passende referere til originalen, idet manglen på åbenhed, ikke selve genbrugen, behandles som kerneproblemet.

Tekstgenbrug viser sig at være mere almindeligt end sjældent. Anson og Moskovitz analyserede 400 publicerede STEM-artikler fra 80 føderalt finansierede forskningsprojekter og fandt et gennemsnit på cirka tre genbrugte sætninger pr. artikel, hvor omkring 15 procent af forskerholdene genbrugte betydeligt mere end det. Det meste af denne genbrug optrådte i metodeafsnit, der beskrev standardprocedurer, hvilket stemmer overens med, hvordan COPE og tidsskriftredaktører har en tendens til at se det i praksis. Et metodeafsnit, der beskriver et valideret assay med de samme ord, der blev brugt i en tidligere artikel, får langt mindre opmærksomhed end et diskussionsafsnit, der fremfører det samme argument to gange under to forskellige titler.

Når redaktører finder betydelig, ikke-offentliggjort overlap med en forfatters eget tidligere arbejde, peger COPEs vejledning på en korrektion for mindre tilfælde og en tilbagetrækning, når den nye artikel tilføjer for lidt til at retfærdiggøre eksistensen som en separat publikation. Harriman og Patel, der skriver for BMC Medicine, sætter den underliggende test tydeligt. En artikel skal tilføje nok ægte nyt materiale til at fortjene sin plads i litteraturen i stedet for blot at gentage en tidligere artikel under en ny titel.

Korrekt citere: MLA, APA og Chicago sammenlignet

At vælge den rigtige citeringsstil forhindrer sjældent plagiat i sig selv, men inkonsekvent eller ufuldstændig citering er præcis den slags utilstrækkelig anerkendelse, der forvandler en legitim parafrase til en markeret en. De fleste felter bruger som standard et af tre systemer.

Tidsskrifter inden for medicin og biovidenskab specificerer ofte en nummereret Vancouver-stil i stedet, hvor kilder citeres med et parentes- eller hævet nummer knyttet til en nummereret referenceliste. Uanset hvilket system et tidsskrift kræver, forbliver den underliggende disciplin konstant på tværs af dem alle. Enhver lånt idé, statistik eller direkte citat skal have en markør i teksten, der fører læseren direkte til en fuld post i referencelisten. Vores guide til referencestyringsværktøjer dækker, hvordan man holder et voksende kildebibliotek konsistent, efterhånden som et manuskript bevæger sig gennem udkast og i sidste ende et andet tidsskrifts krævede stil.

Parafrasering og citering uden at overskride grænsen

En pålidelig parafraseringsmetode virker næsten mekanisk, når den først bliver en vane. Læs den originale passage, indtil pointen er klar, luk kilden helt, og skriv derefter ideen ud fra hukommelsen med dine egne ord. Sammenlign resultatet med originalen bagefter, og tjek for sætninger, der stadig følger kilden for tæt, og ret disse fejl, før du går videre. At springe den lukkede bog-fase over er præcis, hvordan patchwriting foregår, da en forfatter med kilden stadig åben har en tendens til at læne sig op ad dens sætningsstruktur, selv mens han bevidst forsøger at omformulere den.

Direkte citater har sin plads, især når den oprindelige formulering har en juridisk, definitionsmæssig eller retorisk vægt, som en parafrase ville udjævne. Anførselstegn og en præcis kildehenvisning, inklusive et side- eller afsnitnummer, hvor stilen kræver det, gør et citat øjeblikkeligt adskilt fra parafraseret materiale. Et manuskript, der læner sig for meget op ad citater, læses som en række af andres sætninger snarere end et argument, så de fleste redaktører forventer, at citater udgør en lille andel af den samlede tekst, reserveret til sprog, der virkelig skal fremstå præcis som skrevet. Kontrol af sætningsniveau er også vigtig her. Vores vejledninger til at eliminere redundans og aktiv versus passiv form dækker de mekanismer, der får en genopbygget sætning til at blive læst som ægte din egen snarere end en omdøbt version af en andens.

Forfatterskab, ghostwriting og fair kreditering

Plagiering handler ikke kun om tekst. At gøre krav på æren for arbejde, du ikke har bidraget meningsfuldt til, eller at udelade en reel bidragyder fra forfatterlisten rejser de samme integritetsproblemer fra en anden vinkel. International Committee of Medical Journal Editors (ICMJE) opstiller fire kriterier, som en person skal opfylde for at kvalificere sig som forfatter, herunder et væsentligt bidrag til værkets idé eller data, udarbejdelse eller kritisk revision af manuskriptet, endelig godkendelse af den version, der skal offentliggøres, og ansvarlighed for nøjagtigheden og integriteten af ​​hele artiklen. Enhver, der har bidraget meningsfuldt, men ikke opfylder alle fire kriterier, hører i stedet hjemme i takkelisten, navngives og takkes, snarere end stille udeladt eller, lige så upassende, krediteret som en fuldgyldig forfatter af høflighed. Vores retningslinjer for forfatterskab gennemgår , hvordan man afgør spørgsmål om bidrag, før de udvikler sig til tvister.

Ghostwriting befinder sig i den modsatte yderlighed, hvor en person udarbejder manuskriptet og ikke får nogen anerkendelse, mens en navngiven forfatter, der kun har udført meget lidt af det intellektuelle arbejde, overtager det fulde ejerskab. ICMJE behandler forfatterskabstvister som et anliggende, der skal undersøges af forskernes hjemmeinstitution snarere end af tidsskriftets redaktør, netop fordi det at finde ud af, hvem der gjorde hvad, normalt kræver adgang til laboratoriejournaler, udkast og korrespondance, som en redaktør aldrig ser. Tidlig afklaring af bidrag, ideelt set før et manuskript når sit første fulde udkast, forhindrer, at de fleste af disse tvister nogensinde når et tidsskrift.

Hvad sker der, når plagiat er fundet

Konsekvenserne afhænger af, hvor meget der blev kopieret, og hvordan forfatteren reagerer, når vedkommende bliver spurgt om det. En studerende kan blive bedt om at revidere og genindsende en opgave, dumpe et kursus eller stå over for en formel høring om akademisk integritet. En publiceret forsker står over for en anden kædereaktion. COPEs flowdiagrammer instruerer tidsskriftredaktører i først at kontakte forfatteren for at få en forklaring, da tekstoverlap nogle gange har en uskyldig årsag, såsom en delt samtykkeerklæringsskabelon eller et standardmetodesprog. Når forklaringen ikke holder stik, involverer det næste trin normalt forfatterens institution, efterfulgt af en korrektion for begrænset overlap eller en fuld tilbagetrækning, når det viser sig, at artiklens bidrag i væsentlig grad hviler på en andens ukrediterede arbejde. Vores oversigt over Retraction Watch og vores typologi af årsager til tilbagetrækning dækker mere detaljeret, hvordan denne proces ser ud, og vores kig på forskningsintegritetskontorer forklarer, hvem der rent faktisk driver den institutionelle undersøgelse, som ICMJE peger på.

ICMJE's standarder for tilbagetrækning kræver en meddelelse, der er tydeligt mærket, indekseret i de samme databaser som den originale artikel og permanent synlig ved siden af ​​den tilbagetrukne artikel i stedet for at blive fjernet stille og roligt, så rettelsen bliver lige så synlig som den fejl, den retter. En tilbagetrækning på grund af plagiat opfordrer også til granskning af en forfatters andre udgivne værker. ICMJE's vejledning er direkte på dette punkt. Når en artikel af en forfatter viser sig at være svigagtig, kan gyldigheden af ​​den pågældende forfatters tidligere arbejde ikke blot antages.

AI-skriveværktøjer og en ny plagieringsrisiko

Generative AI-værktøjer tilføjer et lag, som similarity-software aldrig blev bygget til at fange. En chatbot, der er trænet på et stort tekstkorpus, kan producere et afsnit, der læses som originalt, fordi ingen enkelt sætning matcher en søgbar kilde tæt nok til at udløse et flag, mens de underliggende ideer, struktur eller endda en fabrikeret citat stammer fra et sted, som forfatteren aldrig har verificeret. Riveras analyse af videnskabelig integritet i ChatGPT-æraen beskriver dette som en ny og udviklende præsentation af et gammelt problem, et hvor detektionsværktøjer, der er bygget til at matche tekststrenge, kæmper mod indhold, der genereres nyt ved hver prompt.

To praktiske vaner begrænser risikoen. Behandl enhver kendsgerning, statistik eller henvisning, som et AI-værktøj producerer, som ubekræftet, indtil den er kontrolleret mod den oprindelige kilde, da fabrikerede referencer dukker op ofte nok til at forvente snarere end blot mistænke. Kør AI-assisterede udkast gennem den samme parafraserings-og-sammenligningsproces, der bruges til ethvert andet kildemateriale, fordi en chatbot, der opsummerer en artikel, du ikke personligt har læst, fungerer meget ligesom at parafrasere fra en kilde, du kun har skimmet.

En tjekliste til at undgå plagiering i alle udkast

Ofte stillede spørgsmål om at undgå plagiering

Er parafrasering uden kildehenvisning stadig plagiat?
Ja. En citering angiver ideen, ikke kun den præcise ordlyd. At gentage en andens pointe med andre ord uden at pege på, hvor den kommer fra, er plagiat, selv når ikke en eneste sætning matcher den originale tekst.

Hvad er forskellen på plagiat og patchwriting?
Patchwriting er en specifik form for plagiering, hvor en kildesætning omformuleres gennem synonymbytter og let omstrukturering i stedet for at blive genopbygget fra bunden. Det inkluderer ofte en kildehenvisning, hvilket kan få det til at se acceptabelt ud, men sætningens struktur og ræsonnement tilhører stadig den oprindelige forfatter.

Skal jeg citere mit eget tidligere udgivne arbejde?
Ja, når du genbruger en meningsfuld passage, datasætbeskrivelse eller figur fra en tidligere artikel eller afhandling. Undladelse af at oplyse om genbrugen er, hvad COPE og de fleste tidsskrifter behandler som den faktiske forseelse i selvplagieringssager, ikke selve genbrugen.

Er der en sikker similarity-score på en Turnitin- eller iThenticate-rapport?
Nej. COPE fraråder specifikt at bruge en fast procentdel som benchmark. En lav score kan skjule et veltilsløret patchwriting-problem, og en højere score, der hovedsageligt består af citeret materiale, referencer eller standardmetodesprog, indikerer muligvis slet ikke forseelser.

Kan jeg blive beskyldt for plagiering, hvis jeg ikke havde til hensigt at kopiere nogen?
Ja. De fleste tidsskrifts- og universitetspolitikker kræver ikke bevis for hensigt, kun at der findes uattribueret overlap. Det er netop derfor, det er vigtigt at lukke kilden før parafrasering og kontrollere din egen lighedsrapport før indsendelse, uanset hvor omhyggelig du mener, du har været.

Hvilken citeringsstil skal jeg bruge til mit manuskript?
Tjek først det pågældende tidsskrifts forfattervejledning, da stilen normalt bestemmes af udgiveren i stedet for at være afhængig af personlige præferencer. APA passer til de fleste samfundsvidenskabelige og sundhedsmæssige tidsskrifter, MLA passer til humaniora og litteratur, Chicago passer til historie og nogle samfundsvidenskaber, og mange medicinske og biovidenskabelige tidsskrifter kræver i stedet et nummereret Vancouver-format.

Tæller brugen af ​​et AI-skriveværktøj som plagiat?
Det kan det, især når værktøjet producerer tekst bygget på kilder uden angivelse, opfundne citater eller en tæt parafrase af et specifikt eksisterende værk. Behandl AI-genereret tekst på samme måde, som du ville behandle en kilde, du ikke personligt har verificeret, og tjek alle fakta og citater, før de når et indsendt udkast.

Hvad skal jeg gøre, hvis en redaktør markerer mit manuskript for høj lighed?
Læs hele lighedsrapporten, før du svarer, da markerede match normalt er synlige linje for linje. Identificér, hvilke match der er citater, referencer eller standardsprog, og omskriv derefter kun de passager, der reelt afspejler uattribueret overlap, og forklar resten i dit svar til redaktøren.

Konklusion

At undgå plagiering handler om to vaner, der overlever enhver citeringsstil eller ethvert detektionsværktøj, et tidsskrift tilfældigvis bruger. Giv kredit for enhver idé, der ikke stammer fra dig, inklusive dine egne tidligere publicerede idéer, og genopbyg lånte sætninger fra bunden i stedet for at omdøbe andres. Lighedssoftware, COPE's vejledning og ICMJE's forfatterkriterier eksisterer alle for at formalisere den samme grundlæggende standard, ikke for at erstatte den. En forsker, der parafraserer fra hukommelsen, citerer konsekvent og afslører tidligere arbejde, har ærligt talt sjældent meget at bekymre sig om, når en lighedsrapport lander i en redaktørs indbakke.

For et bredere kig på, hvordan disse mønstre spiller ind på tværs af publiceret forskning, og hvad tidsskrifter gør ved det på redaktionelt niveau, går vores ledsagende guide om plagiatmønstre i akademisk publicering dybere ned i den institutionelle side af problemet, som denne guide griber an fra forfatterens skrivebord.

Referencer

1. Buckwalter JA, Wright T, Mogoanta L, Alman B. Plagiering: et angreb på integriteten af ​​videnskabelig forskning. J Orthop Res. 2013;30(12):1867-1868. doi:10.1002/jor.22198 [PMID:] 22912339]
2. Gasparyan AY, Nurmashev B, Seksenbayev B, Trukhachev VI, Kostyukova EI, Kitas GD. Plagiering i uddannelsesmæssig sammenhæng og udviklende detektionsstrategier. J Koreansk Med Sci. 2018;32(8):1220-1227. doi:10.3346 / jkms.2017.32.8.1220 [PMID:] 28665055]
3. Howard RM. En Plagiat Pentimento. J Undervis i skrivning. 1993;11(2):233-245. citationsprojekt.net
4. Udvalget for Publikationsetik (COPE). Fastlæggelse af acceptable niveauer af plagiering/duplikering. publicationethics.org
5. Udvalget for Publikationsetik (COPE). Håndtering af tekstgenbrug (også kendt som selvplagiering). publicationethics.org
6. Anson IG, Moskovitz C. Tekstgenbrug i STEM: En tekstanalytisk undersøgelse af nyligt publicerede forskningsartikler. Kontoopgørelse. 2021;28(6):349-371. doi:10.1080/08989621.2020.1850284 [PMID:] 33180569]
7. Moskovitz C. Tekstgenbrug i videnskabelig skrivning. Naturvidenskabelig og ingeniørmæssig etik. 2020;25(3):813-851. doi:10.1007 / s11948-017-0008-y [PMID:] 29546574]
8. Harriman S, Patel J. Tekstgenbrug: acceptabelt eller misbrug? BMC Med. 2015;12:148. doi:10.1186/s12916-014-0148-8 [PMID:] 25127654]
9. Burdine LK, de Castro Maymone MB, Vashi NA. Tekstgenbrug: Selvplagiering i videnskabelig skrivning. Int J Womens Dermatol. 2020;5(2):134-136. doi:10.1016/j.ijwd.2018.10.002 [PMID:] 30997390]
10. Zhaksylyk A, Zimba O, Yessirkepov M, Kocyigit BF. Forskningsintegritet: Hvor vi er, og hvor vi er på vej hen. J Koreansk Med Sci. 2023;38(47):e405. doi:10.3346 / jkms.2023.38.e405 [PMID:] 38050915]
11. Rivera H. Videnskabelig integritet står over for plagiering fremstillet med ChatGPT. Rev Med Institut for Mexicansk Sikkerhedsforening. 2023;61(6):857-862. [PMID: 37995379]
12. Den Internationale Komité for Redaktører af Medicinske Tidsskrifter (ICMJE). Definition af forfatteres og bidragyderes rolle. icmje.org
13. Den Internationale Komité af Redaktører af Medicinske Tidsskrifter (ICMJE). Videnskabelig uredelighed, bekymringstilkendegivelser og tilbagetrækning. icmje.org
14. CrossRef. Lighedstest. crossref.org